Euroen som 'parallel valuta' 1999-2002

Den 1. januar 1999 trådte ØMU'en (Den Økonomiske og Monetære Union) i kraft med elleve medlemsstater, og euroen blev den nationale valuta i hvert af disse lande. I hele overgangsperioden indtil den 31. december 2001, og selv om de gamle nationale valutaer ikke længere eksisterer, findes deres respektive nationale valutaenheder fortsat som underenheder af euroenheden uden decimaler. Denne enhed - en euro - opdeles også i et hundrede cent, dens anden underenhed. I løbet af denne periode er betalinger eller indgåelse af aftaler osv. i euro eller i en national "valuta" i juridisk henseende begge en anvendelse af euroen: i det første tilfælde i selve euroenheden, i det andet tilfælde i en af euroens nationale underenheder. For anvendelsen af euroenheden gælder "ingen tvang, intet forbud"-princippet: alle kan frit anvende den, men ingen er tvunget til at gøre det. Men da der i overgangsperioden ikke er europengesedler eller -mønter i omløb, afhænger euroens anvendelse som betalingsmiddel af, i hvilket udstrækning banksektoren tilbyder betalingstransaktioner i euro. Ved overgangsperiodens udløb - dvs. fra og med den 1. januar 2002 - ophører de nationale underenheder med at eksistere. Alle henvisninger hertil i retlige instrumenter - love og administrative bestemmelser, betalingsinstrumenter (undtagen pengesedler og mønter), aftaler osv. - bliver automatisk henvisninger til euroenheden til den pågældende omregningskurs. Europengesedler og -mønter vil blive indført gradvis, og sedlerne og mønterne i den nationale denominering vil blive inddraget inden for en periode på maksimalt seks måneder. Den nøjagtige tidsplan og de nærmere betingelser herfor vil blive fastsat af de nationale myndigheder.