The Performative Power of Competence: An Inquiry into Subjective and Social Technology at Work

The Performative Power of Competence undersøger hvad kompetence bliver i en række konkrete arbejdspraksisser. Afhandlingen viser hvordan kompetence ikke blot handler om individuelle eller organisatoriske opkvalificeringsprojekter, men indebærer en social værdidom (om det kompetente og ikke-kompetente) hvilket betyder at kompetence ikke længere kan ses som "et underliggende karakteristika ved individet på arbejde” men må forstås som en dobbelt bevægelse; det vil sige som en samtidig udpegning af et problem (behov for at lære noget nyt) og en løsning (forudsætning for at skabe effektive og attraktive arbejdspladser). Afhandlingen betjener sig af et stort empirisk materiale fra den offentlige sektor der omfatter fire kompetenceudviklingsforløb, gennemført i perioden 2004-2006. Materialet er skabt i et samarbejde med fire konsulenter, hvor forfatteren selv har været til stede og har bidraget til udformningen af kompetenceudviklingsprocesserne. Formuleret kort markerer kompetence en særlig ideologisk tilværelse, der betoner proaktivitet, selvrefleksivitet og en aktiv tagen ansvar for organisationens mål. Et symptom på denne kompetenceideologi er når offentlige institutioner inviterer konsulenter indenfor for at uddanne coaches og forandringsagenter og skabe tværgående teams, der igen har til formål at skabe øget fleksibilitet, tværgående samarbejde og projektorganisering. Kompetencens performative kraft består i den samtidige diagnose af mangelstilstanden og udmåling af den rette behandling. For konsulenten bliver det et problem, hvis vedkommende ikke kan tilvejebringe den rette diagnose og kur, idet intet er værre end at få diagnosticeret et problem uden at få stillet den rette behandling i udsigt. Samtidig hævder afhandlingen også, at det vil være farligt for ikke at sige umuligt endeligt at kurere den mangelstilstand som kompetence producerer. Fx kan modstand mod forandring og kritik af det bestående ikke blot elimineres som kværulanteri, men må ses som væsentlige elementer i transformationen af det selv-skabende, selv-refleksive, ansvars-tagende subjekt. Kompetencens performative kraft legitimerer transformationen af subjektet så længe subjektet finder tilfredsstillelse, ikke i de enkelte afgrænsede kompetenceudviklingsaktiviteter, men i den uendelige søgen efter et kompetent jeg.